www.bryggenart.comBryggen Art - Nordatlantisk Kunst - www.bryggenart.com   
    
Home
Velkommen
Nordatlantens Brygge
Kolonialen
Nordatlantisk Kultur
Grønlandsk Kunst
Grønland. Kunstnere
Færøsk Kunst
Færøske Kunstnere
Islandsk Kunst
Islandske Kunstnere
Alle kunstnerne
Foto Galleri
Adresse & Info
Site map
Links
Kontakt info

Change Language to English - English flag Change Language
Billeder og basalt
af Jens Frederiksen

Når den færøske billedkunsts vindue ud mod kontinentet slår sine vinduer op med åbningen af dette udstillingscenter fristes man til at kigge både ind og ud af vinduet!

Når man åbner et vindue kan man - uanset om stormkrogen af og til skal sættes på - komme i tale med forbipasserende - og det er den dialog, der visuelt lægges op til med åbningspræsentationen af nutidig færøsk billedkunst.

Titter vi til en begyndelse ind ad vinduet er der flere betydende forhold på den færøske kunstscene, der kan være gode at have i erindring som betragter.

Almindeligvis er der tradition for at betone, hvor ung den færøske kunst er sammenlignet med øvrige nordiske og europæiske forhold. Det er der også god grund til, da den ikke tæller meget mere end hundrede år. To fikspunkter i den første store fase i færøsk kunsthistorie er hhv. Sámal Joensen-Mikines (1906-1979 ) og Ingálvur av Reyni (f. 1920). Malere, der på skelsættende vis har udvidet begrebet om hvad klassisk modernisme er - og som må siges at være krumtappen i den første store stormbølge af færøsk billedkunst.

Den færøske natur

Ved siden af disse to markante skikkelser må to individualister for helhedens skyld også fremdrages. Ruth Smith (1913-1958), der i portrætter og landskaber vinder nyt land indenfor det koloristiske felt. Som et gråt ekko til hende maler Steffan Danielsen (1922-1976) den færøske farveverden ud gennem konsekvent brug af jordfarver og lokalt bundne motiver.

Men billedet er mere nuanceret end som så. Billedhuggerkunsten får en banebrydende skikkelse i Janus Kamban (f. 1913), der gennem bl.a mange udsmykninger sætter den plastiske kunst på den færøske dagsorden, og gennem stramt stiliserede figurative skildringer af folk og fæ udvider den færøske billedverden. Grafikken bryder også igennem som selvstændig form hos Elinborg Lützen (1919-1995), der beriger kunstmiljøet gennem en fordybelse i denne teknik, der målt med enhver alen er af meget høj kvalitet og intensitet.

Denne udvikling er blevet karakteriseret som "eruptiv i sin vækst". Ikke uden grund. Hvad man imidlertid ofte overser, er, at situationen stadig er den samme! Skal man gøre status over samtidskunsten er det kendetegnende at eruptionerne fortsætter. Uden at overdrive - har der siden den første store præsentation af færøsk billedkunst i 1955 i København været tale om en turbulent, næsten frenetisk videreførelse, udvidelse og forandkring af den pioner- basis som er angivet i alt for kort form ovenfor.

Det er mindst en lige så vigtig pointe - som kunstens generelle lave alder, som mange samtidskunstnere er trætte af altid at blive mindet om, da den i forhold til deres arbejde forekommer at være uden relevans, da både lokalt og globalt er referenceramme i kunsten idag.
Basis for billedkunsten - forstået som antallet af professionelle malere, billedhuggere, grafikere etc. har ikke været større nogensinde. Det sætter sine spor i motiver, teknikker og tilværelsestolkninger, hvis bredde og mangfoldighed kun synes at vokse.
Og man føler, at det er ægte lyst, energi og følelse, der driver værket.

Ned til vandet, på kajen med himmel og pakhus som naboer står Tróndur Paturssons (1944) "Kosmisk rum" (2002-3), en glasinstallation, der består af en række polygonale glasmalerier på stålramme. På trods af iglo-formen får den fyrtårnsfunktion, da den illumineres ved aftentide. Et glødende lyssymbol. Ikke som et tårn ved verdens ende, men som en naturspejlende livmoder ved kontinentets begyndelse.

Dets kosmiske og naturreligiøse medbetydninger turde være oplagte, og værket ligger i forlængelse af hans expressive arbejde med glas og udsmykninger, der har stået på i flere årtier, og ser ud til at kulminere lige nu.

Tróndur Patursson er ellers primært maler og arbejder ud fra naturen som inspirationskilde i et abstrakt expressionistisk billedsprog. Han har aktualiseret Yves Kleins blå (hans foretrukne farve) i en færøsk billedkontekst, men på egne betingeler: i store monokrome værker brydes den blå farves herlighedsværdier af basalt-sorte-tegn og af og til også (f.eks indbygget i rammen) af spejlingseffekter (vand/himmel), der stammer fra glas der påmonteres. (f.eks i værket "Naturinspiration", 2000 Færøernes Kunstmuseum).

Den færøske natur

Lokalt og universelt mødes således i denne kunstners værk, som dog aldrig undsiger sig sine rødder, dvs. naturudganspunktet, og det er blevet hævdet, at "ingen anden færøsk maler har så vidtgående og bevidst holdt fast om naturinspirationen som alfa og omega i det kunstneriske arbejde" (Finn Terman Frederiksen, 2003 )

Den færøske kunst viser et andet ansigt andetsteds på kajen! Her møder vi en eksponent for billedhuggerkunsten, nemlig Hans Pauli Olsen (1957). Hos ham er det ikke spillet i glasset - endsige farven, der er på plakaten. Det er arbejdet med massen, scala-forhold, rummet og det taktile i overfladen. Han har drevet mennesket ind i kunsten igen - på egne betingelser - ofte transformeres de til figurer i en tematisk- symbolsk sammenhæng. Der tegnes på fortællende - tegneserievis ofte bag på en skulptur - eller soklen. En "grafitti" omsat til integreret del af værket. Et par titler fra nogle hovedværker i skulpturparken foran Kunstmuseet i Torshavn siger noget om hans optagethed af universelle motiver: "Faldet" og "Skyggen" er således to sigende titler.

Kort sagt: her er tale om en modernistisk skulptør, der sætter mange forhold i spil - i relation til mennesket - kunstraditionen - materialet, der i overfladen er ekspressivt og ofte giver naturassociationer. Hans værk er af gode grunde stadig i vækst, men de kunstneriske landevindinger indtil nu har allerede placeret ham kvalitativt centralt.

Arbejdstitlen på den opstillede tre meter høje skulptur, hvortil skal lægges den ene figur i naturlig størrelse er "tre ens" (2003 ). Der arbejdes med gentagelse som motiv og eventyrtallets magiske tre i brugen af disse kubuser. Orienteringen er dobbelt: det himmelstræbende får modsvar i betoningen af den horisontale akse. Den spiller massivt, men også balanceret op mod havnefrontens mange visuelle lag - og det symbolske og fortællende indhold udvider værkets formelle dimensioner.

Pakhuse og pakhuslofter. Bruntintede erindringsbilleder dukker uvilkårligt op på den indre skærm. Og man sendes tilbage i tiden og mindes maritime rum, fra før verden gik af lave.

Interiøret er dog ført ajour med det 21. århundrede. Her tænkes ikke specifikt på den arkitektoniske omformning af bygningen, men på de udstillendes aktive erobring af rummet.

Tilknytningen til vandet og skibet spejles gennem genbrug af sejldug som ramme for en del af udstillingen - og helt scenografisk kan man andetsteds tale om "nordiske diagonaler" i rum-disponeringen, som bryder en monoton længdeakse.

En sådan bevidst brug af rummet understøtter tradition og fornyelse, og det er stort set også kodeordene for den færøske billedsektion.

Den færøske natur. Kirken i Haldarsvík

Astri Luihn (f. 1949) er kendt som grafiker, men har på flere udstillinger i de sidste år arbejdet med cross-over mellem grafik og maleri. Hendes foretrukne medium er linoleum opklæbet på træplader, hvori der skæres, trykkes og males i samme åndedrag. En foreløbig kulmination på dette arbejde ses f.eks i "fuglefjeld" (2000). En motivisk fascination der videreføres med nye facetter på denne udstilling. Pladerne opleves som en bearbejdet materie. Det er stadig det grafiske virke, der synes at dominere - lyset og mørket står i centrum. Ofte i næsten monokrome enten hvide eller sorte landskabsdannelser - hvor kontraster mellem lys/mørke også ses i det enkelte værk. Motiverne får bogstaveligt talt reliefvirkning og skærer sig ind på nethinden. En art billedfriser, der giver fladen form. Der ligger en nordisk "sansning" bag værkerne: mørkets og lysets kamp om at overtage formen. Nogen snæver naturillussionisme er der dog langt fra tale om. Som i en stor del af færøsk billedkunst kan man med en konstatering andetsteds fra sige, at vi her udpræget finder, at "landskabet, det der er, er ikke nødvendigvis det, der bliver" (Henrik Wivel 2003).

Dette prædikat gælder i allerhøjeste grad også Bárður Jákupssons (f. 1937) maleriske værk. Han transformerer indenfor en klassisk modernismes formsprog den færøske naturs særkende (ofte fjeldvæggen eller heden) til stenografiske tegn. Rytmen, det kalligrafiske og en optagethed af jordfarvernes uendelige nuancerigdom i deres modspil til sort/og eller enkelte hovedfarver har været i focus i en serie billeder. I den senere tid anes dog en vending mod en lettere kolorit - hvor lyset i form af gule dominanter har sat sit præg f.eks i et hovedværk som "Hesperisk strand" (1999 - Kunstmuseet i Tórshavn).

Hans udpræget dekorative evner er blevet udnyttet i en række officielle udsmykninger på skoler, ældrehjem mv - ligesom han har arbejdet som illustrator og kulturarbejder. Via en række kunstpublikationer har han som forfatter sat færøsk billedkunst på dagsordenen og har styrket den færøske selvbevidsthed om egen æstetisk og kulturel formåen.

De estimerede og velkonsoliderede æstetiske udtryk fra den ovenfor behandlede lidt ældre generation (som om alder var et mål for nogetsomhelst!) får et stærkt eksperimenterende og søgende med- og modspil i den yngste repræsentation på udstillingen.

Den ældste af de yngste er Anker Mortensen f. 1961, der visuelt har været vidt omkring. Han har gennem billedparafraser om - og gen-malet ikonbilleder - brugt de tidligst kendte færøske billedkunstmotiver f.eks i en serie med "Maanens duer" (der bygger på Tíðrikur av Skarvanes 1810-65, fuglemotiver), men er idag nået til et billedunivers, der ofte dyrker arabesken, ornamentet, stiliseringen. Det sker i farver der ikke ligger langt fra orientens. Turkis, koboltblå, smaragdgrønt sat komplementært op mod karry og neapelgullige og rødlige nuancer. Han arbejder både i ekstremt små og i store formater, der ofte styres af en farvedominant. Hvor de tidligere værker var afdæmpede eller stærkt hvidlysende med gult som dominant (f.eks i "Som den gyldne sol frembryder", 2000) - er der idag som oftest tale om et arbejde med at afsøge nye koloristiske grænser indenfor de blå-grønlige farveakkorder. Er orienten nævnt - skal det tilføjes, at hans billeders ornamentale motiver ofte har et nordisk udgangspunkt. "Skyer", "Sole" og "Hav" har været faste lyriske akser. Det er himmel og hav og vejrlig der forenes i en poetisk, fabulerende tilgang og en typisk titel kan lyde "vinden blæser hvor den vil" (2002) og giver associationer til både Klee og surrealismen.

Hansina Iversen (f. 1966) dyrker bevidst store formater - eller helt små - og hun er den af de færøske billedkunstnere, hvis maleri mest entydigt nærmer sig det "rene" maleri. Hun har brugt den internationale kunstscenes motivverden som katalysator for sit værk. Det består typisk af en eller to store gestalter, der i art amorf barok form fylder fladen ud. Farverne er transperante - og minimalistisk brugt (rødlige, sorte, orange, pink mod hvid-gullige). Billedernes omdrejningspunkt er en centralæstetisk skønhedssøgen.

Den færøske natur

Malerierne tvinger tilskueren til en kontemplativ rolle - man må sanse hvad der er på fladen, og de ophæver vores almindelige koncept om at der findes et "før" og et "efter" i et motiv. Denne underspilning af det "motiviske" ses også ved at hun normalt ikke giver titler til billederne, men vælger at kalde dem "Uden titel". Hendes unikke univers fremviser et u-brudt nu, der kræver tilskuerens fulde nærvær. Tid og rum aktiveres automatisk. Lyder dette "esoterisk" - er det sproget der lyver. På en ligefrem måde bjergtager de ved deres enkelhed - og denne side af talentet er netop udfoldet i en stor udsmykningsopgave til passager-skibet "Norrøna" 2003 - idet optagetheden af det "transparente" har resulteret i en original plexiglas-udsmykning, hvor farverne drives op i et stærkt dekorativt leje uden at forfinelsen mistes.

Rannvá Kunoy (f. 1975) deler nogle af Iversens kendtegn. Hun arbejder i mega-formater og er "abstrakt". Ligeledes når hun, selvom hun stadig er søgende hurtigt bemærkelsesværdige resultater. Hun har sin første seperat-udstilling på Kunstmuseet i Tórshavn som bare 24-årig, hvor hun arbejder med x-rays som motivkilde (X-Ray 1999). En udstilling, der på mange måder satte nye standarder i det færøske billedmiljø.

I øjeblikket er der et mytisk- eller medieorienteret element inde. Typiske titler er f.eks "Neverland" eller "Return to paradise". Hendes flader er næsten monokrome (ofte rødlige eller orange), og det flyder bogstaveligt talt med tegn på fladen, ofte sorte eller mørke, der giver mindelser om et bundløst ur-farvehav. Dramatisk og nyromantisk appel til de "store følelser" og det "sublime" ligger som en grundakkord i billederne, hvor man som betragter føres ind i et uendeligt rum.

Som det ses er det billedkunstneriske tæppe vævet sammen af mange mønstre. Panoreringen ovenfor yder naturligvis ikke de enkelte værker eller kunstnere retfærdighed, men giver forhåbentlig lyst til at trykke næsen mod vinduet. Selvom man kunne ønske at vise endnu flere profiler er det samtidig klart, at der vises en dækkende spejling af de strømninger, der dominerer den færøske nutidskunst.

Når man betragter færøsk billedkunst både her på udstillingen og generelt fornemmer man en svær definerlig fællesnævner. Som i komponisten Edward Elgars "Enigma" variationer går der et større dominerende tema igennem billedkunsten, selvom der findes "sprækker" og "lakuner". Dette tema er knyttet til "landskabet" og "naturen" taget i ordenes vide betydning. Ligesom de 18 færøske øer hviler på et fundament af basalt, så synes de dybere fortolkningsmæssige bestræbeler i kunsten at være en accept af at "naturen er større end virkeligheden", som Per Kirkeby har påpeget det.

Basalt rimer symbolsk på ordet basalt i betydningen: grundlæggende/elementær. Det er dette elementære ophav billedkunsten benytter som sit stof. Vores fysiske ophav - geografien i bredeste forstand.

Den bestræbelse er ikke provinsiel, men derimod universel. Internationalisten og surrealisten Andre Breton, der var alt andet end hjemstavnskunstner har engang udtalt, at når man åbnede hans legeme ville man finde et kort over Bretagne!

Når Færøsk billedkunst åbner vinduet, og de visuelle signaler forhåbentlig når Europas mange provinser - vil kortet, uden at vi behøver at skride til at obducere de enkelte kunstnere - vidne om en verden der er forankret i Norden, men også søger nye horisonter, nye landskaber.

> Back to top





       Om Bryggen Art | Vejviser | Site map | Links | Kontakt info           © Bryggen Art & Raffar Sp/f