www.bryggenart.comBryggen Art - Nordatlantisk Kunst - www.bryggenart.com   
    
Home
Velkommen
Nordatlantens Brygge
Kolonialen
Nordatlantisk Kultur
Grønlandsk Kunst
Grønland. Kunstnere
Færøsk Kunst
Færøske Kunstnere
Islandsk Kunst
Islandske Kunstnere
Alle kunstnerne
Foto Galleri
Adresse & Info
Site map
Links
Kontakt info

Change Language to English - English flag Change Language
Er den nordatlantiske kultur firkantet eller rund?
af Gestur Guðmundsson

I tusind år har tre nationer sameksisteret i Nordatlanten, men det er først ved overgangen til et nyt årtusinde at vi rigtig begynder at spørge om vi har noget til fælles og om vi kan lære af hinanden. I flere hundrede år gik vores kontakt til omverdenen mest gennem tre adskilte veje til København, som stadigvæk må betragtes som det fjerde hjørne i det nordatlantiske univers.

På forskellige tidspunkter begyndte de nordatlantiske nationer at spørge om de nu havde en nationalkultur, og kulturelementer som sprog, litteratur, billedkunst, musik og dans fik meget forskellig vægtning og betydning i de tre lande. I Island blev sproget og litteraturen altdominerende, man følte jo at man havde et solidt fundament for en national identitet i sagatidens litteratur og et sprog som i bund og grund var det samme som sagaernes. Man lagde vægt på at opbygge institutioner som kunne flytte denne arv ind i det tyvende århundrede og bygge videre på den. Dette gjorde man i den heldige situation at have materielle ressourcer ved hånden som man kunne basere en nationaløkonomi på. Det blev dog en sej kamp. Den nationale selvstændighed blev anerkendt internationalt-politisk med stiftelsen af republikken i 1944, kulturelt med tildelingen af nobelprisen til Halldór Laxness i 1955 og økonomisk med anerkendelsen af fiskerigrænsen i forskellige etaper i efterkrigstiden.

Forståelsen af national kulturarv som sprog og litteratur var altdominerende i Island og andre dele af kulturarven blev fortrængt. Håndskrifterne dannede en kerne i den islandske nationalarv, men man studerede dem kun for tekstens skyld, og det er først i de allerseneste år at man er begyndt at forske for alvor i den store musik- og billedarv som lå gemt i mange af håndskrifterne. Det er også først for nylig at Island har fået en rigtig historie om huse og boligindretning igennem århundrederne - et arbejde båret frem af én mands frivillige indsats. Man har stillet det spørgsmål hvorfor man kun har interesseret sig for Bólu-Hjálmars digte men ikke hans håndværksproduktion.

Man kan også se det som en fordel, at store dele af kulturarven blev fortrængt. Da de første islændinge kæmpede for at etablere sig som professionelle kunstmalere, billedhuggere, komponister osv. var de ikke tynget af en arv som de skulle forvalte. Verden lå fri for deres fødder og de tog på dannelsesrejser til metropolerne, sugede til sig det nyeste i international kunst, kopierede det og begyndte så langsomt at finde frem til personlige udtryksformer, ofte inspireret af landskab, lys, naturlyde og menneskelig aktivitet i Island. Den anerkendelse, som mange af disse pionerer har vundet både i Island og andre steder, tyder på at manglen på arv også kan benyttes som en fordel.

Jeg kan ikke udtale mig så skråsikkert om grønlandsk og færøsk kulturudvikling som den islandske. Det danske rigsfællesskab var jo centralistisk organiseret og nabokontakten var stort set ikke større end hvis de havde befundet sig geografisk i hvert sit hjørne af fællesskabet. Senere har den gradvise udvikling af national selvstændighed ført til større appetit til at søge inspiration til/måle sig med større kulturenheder end naboerne. Dog er jeg rimelig sikker på, at national identitet på Færøerne og Grønland i langt højere udstrækning end i Island er forbundet med en visuel, kropslig og musikalsk kultur, men modsat har man i nyere tid skullet udvikle skriftsprog og litteratur på baggrund af mundtlige overleveringer og bibeloversættelser.

At Færøerne og Grønland ikke er selvstændige nationalstater har for mig at se ikke noget at gøre med deres mangel på sproglig og litterær arv fra Sagatiden. Hvor mange nationer har sådan en arv? I hvert fald ikke vores nordiske venner (selv om de og især Nordmænd er velkomne til trække på den islandske arv). Nej, grunden er den at Grønland og Færøerne ikke har haft forudsætninger for at være nationaløkonomier, og nu har vi den interessante problemstilling at de måske er på vej til at opfylde disse forudsætninger, men at det på den anden side bliver problematisk eller irrelevant at tale om nationaløkonomier overhoved. I al fald bliver kulturen mere afgørende for den nationale identitet.

Problemstillingen om dannelse af nationalkultur har også ændret sig radikalt i de seneste årtier. Vi er blevet bevidst om at kulturel arv er konstrueret, vi tror ikke længere på national essens. Den kulturelle globalisering medfører nogen gange at folk stiller sig på bagbenene til forsvar for nationalkulturen, men forhåbentlig oftere at vi hver især føler ansvar for at forvalte vores arv og give den videre til en mere globaliseret fremtid, samt et ansvar for at forankre globale kulturstrømme i vores mindre lokale og nationale verdener. Jeg vil tage populærkulturen som eksempel fordi den er det område som jeg har studeret mest indgående og fordi jeg mener at den har en særlig stor betydning for kulturudvikling i vor tid..

En af de store landvindinger i islandsk kulturliv i efterkrigstiden er at dette folk, som størstendels havde fortrængt sin musikarv, tog til sig den internationale populærmusik og gjorde den til sin egen. Dette var ikke en nem opgave, det tog generationer af popmusikere at udvikle islandsk popmusik fra dårlige kopier til egen musik. Det mødte modstand fra folk som ville forsvare den nationale kultur og hellere knytte den til europæisk finkultur end populærkulturen. Der var især en stor modstand mod engelske tekster, og denne modstand viste sig efterhånden at være en konstruktiv modstand, fordi islandske popmusikere tog på sig det ansvar at levere tekster på et forsvarligt islandsk, som passede til musikken og dens kontekst. Dermed blev de også centrale fornyere af det islandske sprog, og påviste at man kan være global og lokal på engang. Og heller ikke anerkendelsen blev bundet ved det lokale, ved at nogle af de mest innovative popkunstnere har opnået international anerkendelse fra det brede publikum og smagsdommere, markeret på allerhøjeste sted ved tildelingen af Nordisk råds musikpris til Björk.

Populærkulturen har ikke truet finkulturen men snarere revitaliseret den. Billedkunst, kompositionsmusik, teater og andre kunstarter har taget den som en udfordring - citeret den, kommenteret den, lært af den. Populærkulturen har haft den største andel i væksten i kulturelle aktiviteter men der er vækst i stort set alle andre kulturelle aktiviteter også, og forskningen viser at som regel hænger stort forbrug af populærkultur sammen med et varieret forbrug af andre kulturformer. Denne sammenhæng er blevet konstateret i store dele af verden og den har ikke mindst en stor betydning i mindre kulturområder. Vi har for eksempel set i Island at væksten i filmproduktionen virker befordrende på andre områder, ikke mindst ved at forfattere, skuespillere, musikere, scenografer og andre faggrupper udvider deres arbejdsområde uden at det går ud over deres gamle områder. De lærer at arbejde både med den højt medierede kultur, de ensomme sysler og ansigt-til-ansigt mødet med publikum.

Fra Grønland og Færøerne rapporteres at ungdommens voksende forbrug af international massekultur ikke ødelægger interessen for det lokale. Massemediernes indtog har muligvis været mere revolutionerende i Grønland end noget andet land, ved at alverdens TV-kanaler og internettet på kort tid er nået ud til de allerfleste hjem i landet med den mest spredte bosættelse i verden. De unge har kastet sig over disse nye fritidsmuligheder med stor appetit - men de sejler også kajakker, fisker og danser grønlandsk polka, og de syr sælskindskraver på bluser med internationale mærker og udsmykker deres TV-apparater med grønlandsk kunsthåndværk. På Færøerne orienterer ungdommen sig efter international kultur og vil have andre jobs end deres forældre, men de satser på at indfri disse ønsker i deres hjemland. Dermed lægger de pres på sig selv for at søge realistiske løsninger og på samfundet at udvikle en mere alsidig erhvervsstruktur, og dette ser ud til at være en stor, men frugtbar spænding i den færøske hverdagskultur.

Mine erfaringer med samfunds- og kulturforskning har lært mig at være forsigtig med forudsigelse, men jeg vil dog vove at spå, at disse nye, frugtbare spændinger i livet på Grønland og Færøerne vil præge kulturudviklingen i de kommende år, samt at en væsentlig del af denne udvikling vil finde sted i populærkulturen, dog ikke isoleret fra andre kunstarter.

I mange år så man mødet med massekulturen og globaliseringen som et møde med amerikansk kultur (imperialisme), som dermed blev set som et femte hjørne i det nordatlantiske kulturunivers. Mange frygtede at dette hjørne ville blive dominerende og langt mere gennemtrængende i dagligdag og kultur end det københavnske centrum nogensinde blev. Men efterhånden er det blevet mindre sikkert at populær- og massekulturen har hjemmeadresse i USA, impulserne kommer fra så mange steder i verden og mange af dem har ikke en afsenderadresse. Dermed er det nordatlantiske univers ved at få så mange hjørner at man ikke længere kan tale om en kantet form, men en rund.

Men vi som kommer fra Nordatlanten lever ofte i højere grad end mange andre på én gang i samtiden og i fortiden. Når vi søger vej ind i nye tider, spørger vi også hvordan vi er kommet dertil hvor vi er nu. Nordatlantens Brygge giver en god anledning til at sammenligne de tre forskellige veje som naboerne har taget og herunder at spørge hvorfor de blev så adskilte. Herfra gik vores adskillelse og her kan vi tage tyren ved hornene og sammenligne vores rejser og det som de har frembragt. Udgangspunktet bliver endnu bedre ved at det er det fjerde hjørne i den historiske konstruktion af Nordatlanten som byder på et sted for disse søgeprocesser.

> Back to top





       Om Bryggen Art | Vejviser | Site map | Links | Kontakt info           © Bryggen Art & Raffar Sp/f